Musik brugt i Danmark indbragte rettighedshaverne 2,4 milliarder kroner i 2025

Musikkens pengestrømme, 2.418,4 mio. kr. i 2025

I et forsøg på at skabe et overblik over pengestrømmene på det danske musikmarked har jeg samlet de offentlige tal for, hvad musik brugt i Danmark indbringer dem, der har rettighederne. Det gælder salg og streaming fra musikselskaberne, licenserne fra Koda og MPO, vederlagene fra Gramex, midlerne fra Copydan og de mekaniske rettigheder via NCB. Tallene ligger spredt i en stribe årsrapporter og gennemsigtighedsrapporter, og her står de samlet, lagt sammen så hver krone kun tælles én gang.

Hent hele rapporten som PDF

Rapporten Musikkens pengestrømme 2025 samler det hele på 16 sider, med alle tal for 2025, udviklingen siden 2022, hvor pengene kommer fra, hvordan systemet er skruet sammen, og metode og kilder. Med rapporten følger et sæt markdown-filer, som kan bruges som baggrundsmateriale, fx som kontekst til en sprogmodel. Du får det hele ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, hvor jeg løbende skriver om musik, rettigheder og data.

I 2025 fik rettighedshaverne 2.418,4 millioner kroner for musik brugt i Danmark, 3,5 procent mere end året før. Musikproducenterne fik 1.053,2 millioner, komponister, sangskrivere og forlag 1.190,1 millioner og de udøvende kunstnere 175,1 millioner i kollektive vederlag.

Grupperne er opdelt efter, hvem der modtager pengene fra dem, der bruger musikken. Kunstnere med en indspilningsaftale får deres andel af salg og streaming gennem aftalen med musikselskabet, som royalties og forskud, og de penge ligger derfor i producenternes 1.053,2 millioner. Tilsvarende fordeles Kodas penge mellem sangskrivere og forlag efter deres indbyrdes aftaler. De 175,1 millioner til de udøvende kunstnere er alene de kollektive rettigheder via Gramex og Copydan. Oversigten viser, hvor pengene kommer ind, og hvem der tager imod dem. Den fortæller intet om, hvad den enkelte kunstner, sangskriver eller producent ender med, fordi det afgøres i aftaler, som ikke offentliggøres.

Søjlediagram over det danske musikmarked 2022 til 2025 fordelt på musikproducenter, udøvende kunstnere og komponister
Rettighedshavernes indtægter fra musik brugt i Danmark, 2022 til 2025.

Siden 2022 er markedet vokset med 16,3 procent, fra 2.079,4 millioner kroner. Væksten er dog aftaget år for år, fra 7,1 procent i 2023 over 5,0 procent i 2024 til 3,5 procent i 2025. Over hele perioden steg musikproducenternes indtægter med 18,5 procent, komponisternes med 13,9 procent og de udøvendes kollektive vederlag med 20,3 procent.

Liggende søjler over musikmarkedets kilder i 2025
Kilderne til de 2.418,4 millioner kroner i 2025.

Kodas licenser og musikselskabernes salg står tilsammen for godt to tredjedele af markedet. Streaming alene stod for 700 millioner af musikselskabernes salg på 811 millioner. Kodas licenser til musik brugt i Danmark gav 851,7 millioner, når det, Koda opkræver for Gramex, pengene fra Copydan og NCB, vederlag fra udlandet og licenser givet direkte til flere lande er trukket ud. Radio og tv var Kodas største område med 242,9 millioner, fulgt af streaming af film, serier og tv med 198,2 millioner. Baggrundsmusik gav 134,2 millioner, musikstreaming 132,0 millioner og koncerter 121,5 millioner. Streaming af film, serier og tv er det af Kodas områder, der er vokset mest, fra 126,2 millioner i 2022. Copydans fire AV-foreninger bidrog med 420,1 millioner.

Hvor pengene kommer fra

  • Salg og streaming. Musikselskabernes indtægter fra streamingtjenester som Spotify, Apple Music, YouTube, Tidal og Deezer samt salg af vinyl, cd og downloads. Opgjort af IFPI Danmark.
  • Koda, radio og tv. Licenser til radio- og tv-stationer for at sende musikværker, dvs. kompositioner og sangtekster. Kategorien rummer også Kodas post for tv-distribution, som ifølge Koda fordeles af andre forvaltningsselskaber. Tv-distributørernes betaling for at videresende kanalerne står under Copydan Verdens TV.
  • Koda, streaming af film, serier og tv. Licenser til streamingtjenester med film, serier og tv. Den del, der kommer via Copydan, står under Copydan.
  • Koda, musikstreaming. Licenser til musiktjenester som Spotify, Apple Music og YouTube for brug i Danmark. Licenser, Koda giver direkte til flere lande, er holdt ude.
  • Koda, baggrundsmusik. Musik spillet offentligt uden for koncerter, fx i butikker, på hoteller og restauranter, i fitnesscentre og på arbejdspladser.
  • Koda, koncerter. Små og store koncerter og festivaler.
  • Koda, biograf og øvrigt. Biografer og filmforevisning, synkronisering som Koda selv afregner, og øvrige onlinetjenester.
  • Gramex § 68. Vederlag for udsendelse af udgivne lydoptagelser i landsdækkende og lokal radio og tv og for offentlig fremførelse på restauranter og hoteller, som baggrundsmusik og til arrangementer og underholdning. Tallet er før den provision, Koda beholder for at opkræve den offentlige fremførelse. Deles som udgangspunkt ligeligt mellem udøvende kunstnere og musikproducenter.
  • Gramex, kopiering. Betaling for kopiering af lydoptagelser, fx til baggrundsmusik og jukebokse.
  • MPO, direkte aftaler. Musikproducenternes aftaler med danske tv- og radiostationer om brug af musik, fx i DR TV og TV 2 Play og andre on demand-tjenester, samt podcasts og mindre aftaler.
  • Copydan Verdens TV. Betaling fra tv-distributører som YouSee, Norlys, Telia og andre for at videresende tv-kanaler og for digitale tjenester i tv-pakkerne.
  • Copydan KulturPlus. Kompensation for privatkopiering af musik, film og tv, opkrævet på lagringsmedier.
  • Copydan Arkiv. Betaling fra DR for genudsendelse og on demand-brug af arkivproduktioner på DR TV og DR’s kanaler samt for Det Kgl. Biblioteks brug af radio- og tv-arkivet.
  • Copydan AVU-medier. Skolers og uddannelsers optagelse og visning af radio, tv og film i undervisningen.
  • Copydan Tekst & Node. Kopiering af noder og sangtekster i skoler, uddannelser og virksomheder.
  • NCB. Mekaniske rettigheder, dvs. kopiering af musikværker ved fremstilling af cd og vinyl, i film- og tv-produktioner og i visse onlinetjenester.
Diagram over pengestrømmene fra kilde til rettighedshaver i 2025
Fra kilde til rettighedshaver i 2025. Klik for fuld størrelse. Den interaktive udgave findes i oversigten.

Summen er i underkanten. Direkte synkroniseringslicenser til reklame, film, tv og spil bliver ikke offentliggjort, heller ikke omsætningen hos musikselskaber uden for IFPI Danmark, musikforlagenes egne indtægter eller det, kunstnere tjener ved selv at udgive via en distributør. Jeg har holdt billetindtægterne fra livemusik ude, fordi de går til arrangører og kunstnere uden om rettighedsforvaltningen. Kodas licenser for koncerter er med.

Alt bygger på offentlige rapporter for 2022 til 2025, og hvert tal er kontrolleret mod kilden.

Finder du en fejl, eller ved du, hvor nogle af de manglende tal står, så skriv til mig på thor@thormartinbaerug.com.

Hele oversigten, Musikkens pengestrømme, ligger på thormartinbaerug.com/musikkens-pengestroemme.