ElevenLabs oplyser, at de har trænet deres “musikgenerator” på 100 procent licenseret musik.

Sandsynligvis udgør dansksproget repertoire en mikroskopisk del af det. Og alligevel synger den flydende og rent på dansk i alle genrer. Hør selv i videoen.

Hvordan kan den det, når den næsten ikke har hørt en dansk sang?

Fordi ElevenLabs er verdensmestre i syntetisk tale. Og fordi man ikke skal bruge danske sangstemmer for at efterligne danske sangstemmer. Det danske sidder i sproget og udtalen, ikke i musikken. Det henter den fra dansk tale, som der findes oceaner af, og fra norsk, svensk og tysk, som ligger lige ved siden af. Resten, selve håndværket i en popsang, er universelt og strukturelt.

At dansk musik fylder så lidt skyldes licensmodellen. Aftalerne med Merlin og Kobalt er opt-in, majorlabels er ikke med, og tilbage er (måske) en forsvindende lille håndfuld danske indies, der har sagt ja. Men ærligt talt er det underordnet. Pointen er, at AI-systemer ikke har brug for dansk musik for at imitere dansk musik.

Så her er min konklusion.

Dansk musikrepertoire udgør en forsvindende lille del af verdensrepertoiret af populærmusik, og det har absolut ingen nævneværdig værdi som AI-træningsdata. Hverken teknisk eller økonomisk.

Den eneste reelle værdi for dansk musikliv på AI-området ligger i name and likeness. Generisk, forudsigelig dansk popmusik kan maskinen selv imitere, og det vil den kun blive bedre til. En bestemt artists stemme, stil og identitet kan den ikke (uden at stjæle eller spørge om lov), for den kræver netop den artist (eller sangskriver). Det er dér, der er noget på spil.

Det er også præcis derfor, at de aftaler, majors indgår, ikke ligner et stort salg af træningsdata. De ligner artistpromovering. Universal og Udio, Warner og Suno, og nu Spotify og Universal, alle har de artisten i centrum, og alle handler de om at lade fans lege med en bestemt, samtykkende artists katalog og stemme. Consent, credit og compensation, som de selv kalder det. Det er name and likeness sat i system, og ikke en grossisthandel med træningsdata, der kun vil udvande værdien af den ægte musik.

Og så pointen, som ikke kan råbes højt nok lige nu. Jeg tror ikke musikfans gider bruge tid på det her falske gøjl. Hvem vil have en falsk udgave af sin yndlingsartist? Nej, fans vil have det ægte, det levede, det sanselige. Folk vil have artister og kunstnere. Hele AI-musikbølgen er en storm i et glas vand.

AI-musikken ender præcis som AI-billederne. Forbeholdt pizzeriaer og grillbarer, der er for dovne til at fotografere deres egen durum eller for nærrige til at betale for den ægte Eros Ramazzotti, og som derfor straffer deres gæster med smag- og sjæleløst bras.

Så derfor. Brug minimalt med tid på at tale om eller bekymre jer om syntetisk musik. Den er ligegyldig, og den er forbeholdt dem, der hverken forstår eller værdsætter artisten eller kunsten.

Men jeg skylder en nuance, for der er i høj grad også mørke skyer i horisonten. Det, AI faktisk automatiserer, er rugbrødsarbejdet. Filmmusik, underlægning og de små opgaver, som kunstnere og musikere altid har bygget både deres håndværk og deres privatøkonomi op på. Det forudsigelige og rent funktionelle var måske lidt halvkedeligt arbejde, men det var også dét, der betalte huslejen, mens man fandt sit udtryk. Tager maskinen størstedelen af de småjobs, forsvinder det stillads, man tidligere byggede sig op ad.

Og gevinsten lander skævt. De etablerede, der allerede har stemme og publikum, høster frugten, mens de nye mister fodfæstet, samtidig med at feedet oversvømmes. Kløften mellem nye og etablerede vokser, og i værste fald bliver det at være kunstner forbeholdt dem, der har råd til den ubetalte læretid. Det vil gøre kunsten fattigere og mindre mangfoldig. Lidt som en invasiv ukrudtsplante, der skygger for de spæde træer, så de aldrig når at vokse sig store.

Så frygten skal ikke handle om, at maskinen laver bedre kunst end mennesket, for det gør den ikke. Den skal handle om det fundament under de nye talenter, der kan forsvinde, mens vi kigger den anden vej, og om at en håndfuld store techplatforme har et klart incitament til at lade AI-musikken vinde frem.

Hvis hele AI-halløjet har overbevist mig om noget, så er det, at fremtiden tilhører kunstnerne og de kreative.