Da jeg voksede op i 90erne blev jeg ofte tilkaldt til at ordne IT-problemer rundt i parcelhusene i min provinsby. Ikke fordi jeg på nogen måde var noget teknisk enigma, men fordi jeg kunne installere et 3dfx grafikkort, opdatere hardwaredrivere, smide lidt ekstra RAM i din Pentium eller opgradere en computer fra Windows 3.1 til 95 uden at det hele gik op i blå skærm. Det var nok til at blive set på som en “computernørd”. De fleste mennesker rørte ikke ved den slags. Computeren var for de fleste et hjørnemøbel man satte sig hen til med et bestemt ærinde og rejste sig fra igen så snart det var overstået.

Hvis jeg dengang havde sagt til en gennemsnitlig person, at de 10-15 år senere ville sidde og kukkelure foran en lille eller stor computer det meste af deres vågne tid, ville de have kaldt mig en skør sci-fi dystop. “Jeg er ikke en computertype.” Men det skete. Vi sender mails, skriver beskeder, udfylder formularer, opdaterer regneark, booker møder, godkender fakturaer, følger op på tråde og koordinerer på tværs af tidszoner. Vi indsamler data, videreformidler information og formidler kontekst. Det er sådan vi flytter information rundt. Det er sådan vores produktivitet bliver målt, og det er i al hovedsagelighed derfor vi får vores løn.

Nu står vi i det næste skift. Størstedelen af det digitale vidensarbejde kommer til at handle om at orkestrere og styre AI-agenter. Hierarkiet som vi kender det blev bygget til at løse ét problem, nemlig at flytte information gennem organisationer der var for store og komplekse til at mennesker kunne overskue dem uden lag på lag af koordinering. De her stadig meget nye agentiske AI-systemer kan allerede gøre det, konstant, pålideligt og i skala.

Den mest vedkommende samtale om AI lige nu handler om at den organisationsstruktur vi har bygget de sidste hundrede år er ved at blive overflødig, og at ingen rigtig ved hvad der kommer i stedet.

Computer Charlie blev en helt almindelig mand. Det bliver AI Charlie også. Men lige nu føles det ikke særlig almindeligt.