Efter et par måneder med Claude Code Max er min fornemmelse, at de bedste digitale ting fremover vil blive bygget af dem der har mest at fortælle en maskine, og aldrig mere dem der har siddet længst foran den.

Hvis det er rigtigt, ændrer det hvad god uddannelse er. Alt vidensarbejde der kan udtrykkes som instruktioner bliver et kommunikationslag, ikke en faglighed.

Maskinen bygger, analyserer og syntetiserer. Det sjældne bliver at have noget originalt at sige og evnen til at artikulere det. Det der adskiller folk bliver ikke om de kan instruere en maskine, men om de har noget værd at instruere den med.

Den vigtigste investering i børn er nu bredde. Almen dannelse, sprog, nysgerrighed, humor, den videnskabelige metode, fysiske mekaniker (atomer > bits), evnen til at fortælle historier og forstå årsagssammenhænge. Litteratur, naturvidenskab, æstetisk sans, musik, håndværk, fremmedsprog, tid i naturen. Maskinel tænkning bliver en forsyning. Det dybe, det skæve, det tålmodige og det finurlige gør aldrig.