Cutting-edge digital marketing asset iklædt svensk uldtrøje

Jacub – “Jag vet du är inte min”: 1.6/10

Der er noget fundamentalt forkert ved et univers, hvor denne sang ikke blot eksisterer, men faktisk topper hitlisterne i intet mindre end popmusikken hjemland, Sverige. “Jag vet du är inte min” lyder som resultatet af en algoritme, der har slugt hver eneste The Tallest Man On Earth-plade og Laleh B-side fra 2010’erne, for derefter at gylpe dem op igen i en formsikker, men totalt livsløs grød af svensk vemod.

Tracket bevæger sig gennem sine 204 sekunder med en præcision, der minder om savværket hos IKEA. Alt er på sin plads. Det akustiske fingerspil, de luftige synthpads, bariton-tenoren med den let hæse stemme, der skal signalere autenticitet. Men præcis som et PAX-skab mangler her den sjæl, der opstår, når en ægte håndværker med beskidte, ru hænder har rørt ved materialet og pustet liv i det. Musikken undviger al kreativ friktion så omhyggeligt, at det får DR Pigekoret til at fremstå som et eksperimenterende postpunk-kollektiv.

Produktionen har den slags aggressive sterilitet, der dræner lytteroplevelsen for spænding, nysgerrighed og overraskelse. Der er god stereospredning, og dynamikken i produktion bevares stortset “lagom”, men lytter man efter i de stille passager (og det gør man nok ikke), opdager man en kvalmende homogenitet. Guitaren har fingerspil, men der er ingen fingre. Percussion-børsterne hvisker så pænt, at de næsten undskylder deres egen tilstedeværelse – en konsistens, der ville være imponerende hos en metronom, men føles lige så sært uhyggeligt som at opdage at naboen aldrig blinker., hvis man har tid til at rigtigt lytte efter (men det har man jo ikke).

Sangens harmoniske univers cirkler rundt om Dm som en dødsdømt natsværmer omkring en lyspære. Versene er bygget på en progression, der kunne være hentet fra højskolesangbogen, men som nok mest af alt er hentet fra bunden af en svedig serverhal hos et amerikansk eller kinesisk tech-konglomerat, der har støvsuget alverdens musikarkiver for data og ophavsret med samme emotionelle indlevelse som et slamsugningsanlæg De relative dur-skift leverer præcis den “uplift” som formlen kræver, før vi vender tilbage til det imiterede nordiske vintermørke. Er det ikke bare dejligt? Sådan rigtig lækkert, ufarligt og beige? Ligesom at falde i en behagelig meditativ tilstand mens man sorterer skeer der alle er ens. Det hele giver mening og ingen mening.

Teksterne er en katastrofe af poetisk dovenskab. Det er den forventede middelmådighed, som er resultatet af en sprogmodels statistiske gennemsnitsbetragtninger om hjerte og smerte. “Jag vet du är inte min” gentages som et mantra fra en influencers selvhjælpsbog købt i en lufthavnskiosk, mens “Dina ögon flackar jag ser dig gå” byder på præcis den slags pseudodybde, der får en til at mistænke, at “sangskriveren” aldrig har set et par øjne i virkeligheden, men kun kender til tekst- og dataminede tekstbeskrivelser af dem fra dårlige noveller og undertekster til Hallmarks guldrække af romantiske TV-film fra 90’erne.

Hvor teenagere engang snittede den slags banaliteter ind i uskyldige træer i den narcissistiske illusion om at være verdens eneste ulykkelige sjæl, kan de nu lytte til den her tekst skrevet af en chatbot, så de slipper for selv at mærke efter.

Og så er der stemmen. Den er teknisk upåklagelig, hvilket naturligvis er det mest uhyggelige. Bariton-tophue-algoritmen synger med stor “følelse”, men det er en følelse, der mærkeligt nok aldrig trækker vejret forkert, aldrig glider på en konsonant, aldrig bliver for våd i munden. Stemmen har en antiseptisk jævnhed, der afslører at vokalisten ikke eksisterer i et fysisk rum, men er håbløst og til evig tid fanget i et stykke amerikansk software bygget af en anarkokapitalistisk techbro. De lagdelte harmonier i omkvædet står så snorlige, at de ligner et Excel-ark formateret af en junior-partner hos McKinsey, som er fucking bange for at sætte noget i det forkerte datafelt.

Musikken eksisterer ikke, fordi nogen måtte udtrykke sig. Den eksisterer, fordi nogen skulle bruge et skalerbart “asset”. Dette er ikke en sang om tabt kærlighed; det er et “cutting-edge digital marketing tool” iklædt svensk uldtrøje. Det er soundtracket til kapitalismens sidste dage. Helt perfekt, tomt.

Når fremtidige arkæologer graver i ruinerne af vores kultur, vil de finde dette track og tro, at vi mennesker allerede var døde, da maskinerne lavede det.