Kæmpe podcast-anbefaling. Fela Kuti: Fear No Man.

Felas liv var svar på ét spørgsmål: Når verden brænder, hvad er det rigtige svar?

Hans svar var at skabe musik der var umulig at absorbere for magthavere, tyraner og sælgere. Musikken passede ikke ind i radio eller andre kommercielle formater. Timelange repetitive grooves. Ingen hooks før 20 minutter inde. Ingen forudsigelige strukturer, ingen radio-edits mulige uden at slå kernen ihjel.

Når en sang først var indspillet og udgivet, spillede han den som hovedregel aldrig live igen. Kun ny, levende musik på scenen. Pladen var blot et definitivt produkt, koncerten var et fortløbende ritual. At spille sine hits ville gøre ham til forudsigelig underholdning, til en vare og til et nostalgi-act. Det ville han ikke.

Fela så ikke sig selv først og fremmest som musiker. Musikken var en vej ind i folks hoveder. Tony Allens trommer skabte trance. Repetitionen tvang dit rastløse sind til at udforske musikken. Og når han havde fået dig danset ind i trance og hovedet var helt åbent, smuglede budskaberne sig ind.
“Zombie no go go, unless you tell am to go.”; “Shuffering and shmiling”, “Sorrow, tears and blood”, osv.

Sangene plantede sig i folk. Almindelige nigerianere turde pludselig at kæmpe mod tyranni. Fra trafikbetjente på gadehjørner til generaler i regeringsbygninger.
Felas trick var at give folk mod igennem musik og dans. Du lyttede og dansede dig modig.

Staten slog tilbage brutalt. INGEN SPOILERS. Men hver gang de forsøgte at slå ham ihjel, voksede musikken. Den lod sig ikke kontrollere, fordi den aldrig havde bedt om lov og undveg enhver fangst.

Fela var en “trickster”. En slags afrikansk Loke (bestemt ikke nogen helgen!). Narrede staten ved at pakke revolution ind i fest og farver. Gjorde diktator, militær og politi ufarlige og komiske ved at male dem musikalsk som marionetter uden hjerne. Fela byggede musikken som en bevidsthedsmaskine.

Fucking vanvittig historie. Ekstremt underholdende fortalt. Hør den.

Den viser hvad musik kan være når den vægrer sig mod at passe ind. Det tror jeg egentlig, at vi allesammen går og higer efter mere af.

Link: https://lnkd.in/eYUrAf6R

Foto: Et lille udpluk af Felas underbuksesamling på udstilling i Paris. Jeg ser på den med stor misundelighed.