82 danske kunstnere har skrevet et indlæg i Berlingske med et klart budskab: Techvirksomhedernes uautoriserede brug af dansk musik skal stoppes.
Tjenester som Suno træner deres AI-modeller på millioner af eksisterende sange – uden tilladelse, uden kompensation.
Musikken vi elsker fodres til systemer, der optimeres til at skabe musiklignende lydfiler af stadig højere teknisk kvalitet, der så konkurrerer direkte med de originale musiknumre. Det er ufedt og spoiler: Det ender ikke med, at du kommer til at høre bedre musik.
Tech-industrien har en argumentation motiveret af billioner, hvor de påstår at deres “systemer er ægte, kunstigt (lol!) intelligente og lærer ligesom rigtige mennesker, rigtige kunstnere.” :: host host :: “Slangeolie!”
Men vi almindelige dødelige kulturforbrugere og -skabere har ikke samme motivation for at ty til magisk tænkning og bør måske snarere blot konstatere: “Hey! Det er godt nok et fancy databasesystem til mønsterbaseret rekonstruktion og rekombination af eksisterende ophavsretsbeskyttet materiale I har bygget der. Men I har sgu da glemt at betale for det råstof som holder hele møllen i gang. Andres kreativitet.”
Når systemerne i tillæg superoptimeres til at kan genskabe stilistiske elementer og strukturer så præcist at de konkurrerer nærmest 1:1 med originalmaterialet, bliver forsøget på at skabe en distinktion mellem “læring” og “kopiering af ophavsretsbeskyttet materiale” fuldstændigt bizart!
KODA har sagsøgt Suno. GEMA har sagsøgt Suno. Musikselskaberne har sagsøgt Suno og andre tjenester. Efter juridisk pres er musikindustrien begyndt at indgå aftaler med Eleven Labs, Udio og Stability. Det viser vejen frem, men presset skal fortsætte. Fair vilkår og bæredygtig praksis kommer ikke af sig selv – det kæmpes frem gennem balanceret regulering, nødvendige søgsmål, attraktive licensmodeller og forhandlinger i god tro.
Kunstnerne forstår hvad der er på spil. Nu skal politikerne følge efter med regulering der både sikrer kompensation for træning og kommerciel brug, og skaber rammerne for en sund markedspraksis på området.
Læs kunstnernes indlæg: https://www.berlingske.dk/synspunkter/andreas-odbjerg-tessa-og-80-andre-danske-kunstnere-ai-musiktjenester-har-stjaalet-vores-musik
Illustration: Edvard Munch – Self-Portrait with a Cigarette (1895)