Paul Thomas Andersons nye film tog mig øjeblikkeligt tilbage til Xixax – filmforumet som formede min tidlige ungdom på internettet.

Først hed det Cigarettes & Coffee. Senere skiftede det navn til Xixax. Vi var et par hundrede filmnørder som diskuterede Anderson, Kubrick, Lynch osv – film, musik, kunst, og til tider alt muligt andet. Jeg kendte dem kun som Macguffin, JeremyBlackman, PhilMarlowe, Mogwai, Pubrick, osv osv. Aliaser. Jeg vidste ikke hvad de arbejdede med eller hvordan de så ud. Jo, der var vist en som var lagermedarbejder i en forstad til Helsingborg. Men jeg vidste hvordan de tænkte om kunst. Hvordan de fortolkede en scene. Hvilken musik der bevægede dem.

Anderson selv droppede også forbi enkelte gange. Engang skrev han fra en hytte afsides et sted i Californien, hvor han arbejdede på manuskriptet til There Will Be Blood. Han turde ikke gå ud, fordi han var bange for en klapperslange han mente ventede på ham ved døren. Det var den slags øjeblikke. Intimitet gennem fælles passion.

Det var et internet man gik til med intention. Et sted man valgte at være. Man indgik i interessefællesskaber og vidensnetværk hvor folk nørdede ekstremt omkring emner de var passionerede omkring. Dialogen var langsom, fokuseret, omhyggelig. Man skrev lange, overtænkte indlæg. Man citerede, argumenterede. Det var intellektuelt. Overbærende. Empatisk. Opmærksomt. Tålmodigt.

Som ungt menneske lærte det mig at tænke. At argumentere. At lytte til andres perspektiver. Det lærte mig at skrive klart og præcist. At understøtte mine påstande. At indrømme når jeg tog fejl. Det lærte mig at respektere ekspertise og dedikation. At værdsætte dyb viden. Det lærte mig at kvalitet tager tid. At forståelse kræver opmærksomhed. At samtale er noget man bygger sammen, ikke noget man konsumerer.

Xixax formede måden jeg tænker om kunst. De venskaber jeg knyttede der var baseret på gensidig respekt for hinandens tanker – ikke på forbindelser gennem algoritmer, likes eller “personlige brands”. Det var et sted hvor din alder, dit køn, din nationalitet ikke betød noget. Kun kvaliteten af dine tanker.

I dag søger jeg stadig efter den del af internettet. Den del som baserer sig på fokuseret dialog og forståelse mellem mennesker. Ikke TikTok-internettet. Ikke Instagram-internettet. Ikke reels-internettet. Ikke scroll-internettet. Ikke lomme-refleks-internettet. Fuck den del af internettet.

Jeg håber folk i stigende grad vil gå sammen i interessefællesskaber på tværs af køn, religion, nationaliteter og geografier. At vi kan genrejse et internet som i høj grad baserer sig på uafhængige netværk af mennesker der støtter, udvikler og hjælper hinanden (“Don’t Get Selfish” – Sensei 🙏).

Internettet som Xixax. Det internet som i disse år har svært ved at konkurrere med hurtig tilfredsstillelse og det ophidsende sanseinternet. Men det internet vi har brug for mere end nogensinde.

Xixax.com findes stadig. Men aktiviteten er meget lille nu.