Warner Bros får næppe sine 180 millioner dollars igen lige foreløbigt.

De skal nok komme tilbage om fem, tyve… eller hundrede år.

Det er grundlæggende ligegyldigt.

One Battle After Another er en kæmpe fuckfinger til det algoritmiske skaberregime og til idéen om kunst som content.

Paul Thomas Anderson har på mirakuløs vis charmeret de rigtige mennesker og rejst penge og talent til at lave en film, der kommer til at stå for eftertiden.

En film, som vil blive ved med at skifte betydning. En film, som foregår i konstant bevægelse. Til stede i verden, i samfundet, i lokalmiljøet (Sensei ♥️). Ingen skærme. Ikke bare konstant logget på.

En 1G-telefon. En besværlig oplader. En frustrerende telefonsamtale. Et iPhone-kamera der nægter at samarbejde. Kast lortet ud ad vinduet.

Ocean waves.

Det er en film, der ikke er lavet til at passe ind. Antitesen til “perfect fit content”. Den er virkelig, virkelig upassende. Den er rodet, kejtet, upoleret, støvet og PTA har stadig virkelig dårlig, sjofel humor. Men den er fuldstændig levende.

Netop derfor bliver den stående. Ikke kun som et værk fra sin tid, men som noget der rækker både bagud og fremad. En del af en tradition, og et bevis på at tradition kun eksisterer, hvis nogen tør føre den videre.

Når man sidder i biografmørket med en film som denne, føles det pludselig helt idiotisk at høre tech-oraklerne spå om, hvornår AI overtager Hollywood.

Det sker kun, hvis vi lader os manipulere til at æde lort.

Viva la revolution!