Når jeg møder det de kalder “AI-kunst”, føler jeg ingenting.

Jeg har det lidt ligesom Thom Yorke, der synger om falske plastiktræer. Omgivet af farvet plastik. Fremmedgjort. It wears me out.

Der er form. Den bliver bedre og bedre.

Men ingen menneskelig erfaring. Ingen mennesker som sætter sig selv på spil. Ingen som lever gennem noget. Ingen som risikerer noget. Ingen som opdager noget nyt.

Ingen forbindelse til jorden. Til forfædrene. Til alle de hænder der bar os videre gennem tiden.

Algoritmen sluger det hele. Tusind traditioner. Tusind historier. Den kender ingen af dem. Den respekterer intet. Den forstår intet. Den stjæler bare.
Produktet er som plastiktræer.

Plastik er lavet af olie. Olien kom fra træer. De døde for millioner af år siden. De sank dybt i jorden og blev til en sort, lydig masse.

Algoritmen er trænet på alle kunstneres arbejde. Millioner af malerier. Tegninger. Sange. Digte. Bøger. Film. Alt flået. Alt plyndret. Alt forarbejdet til en rå, lydig masse.

Produktet skal ligne det ægte. Plastik kan ligne alt. Men plastikken har glemt hvad den var. Den er bare død plastik nu.

Algoritmen ved ikke hvis hænder først skabte det den kopierer. Ingen husker regnen. Ingen bærer støv fra bier. Ingen kender jorden de kom fra.

Den kunst vi skaber gror fra jord vi står på. Den bærer mærker af hænder der formede den. Af generationer der lærte os at forme. Af århundreders mytologier. Historier. Viden om hvad der nærer os som mennesker.

Algoritmen forarbejder på minutter. Sekunder. Vejer. Vægter. Komprimerer tusind års kultur til tal i en maskine. Som en der fælder træer. Og ikke kan plante nye.

Vi skal vide hvad der er ægte. Hvad der er falsk. Vi skal altid huske at mærke efter liv og jord.

Hvis vi holder fast i det der har rødder, bevarer vi det der nærer os. 🌿